Kollektion: Durdon Bouval
Durdon Bouval er ikke kun en samarbejdspartner, men en del af vores dna og en tæt ven. Da Paris90 blev stiftet, var det vigtigt at Durdon Bouval var den første leverandør der blev oprettet.
Vores partnerskab bygger på et solidt venskab og en fælles filosofi om vin. Ludovic er altid lydhør over for den gastronomiske verden og nægter at gro fast i gamle idéer. Han er konstant på jagt efter nye måder at udtrykke sit terroir på, hvilket gør hans tilgang både kreativ og dynamisk.
Som fjerde generations vinavler på Vincelles' terroir i hjertet af den berømte Vallée de la Marne, trækker Ludovic på familiens erfaring samtidig med, at han tilfører en moderne vision til champagnens kunst. Hans vinmarker, der smukt strækker sig over syd- og sydøstvendte skråninger, drager fordel af den gavmilde sol.
Ludovics filosofi forener tradition og innovation. Med fokus på minimal eller ingen dosage skaber han champagner, der er både generøse og overraskende. Gennem sine otte cuvéer lader han sit terroir tale med al dets dybde og nuancer. Den samlede årlige produktion er blot 9.000 flasker – et håndværk, der værdsætter kvalitet frem for kvantitet.